Hjemmesider

4. semester

Hovedopgave

Afsluttende individuelt eksamensprojekt.

Min hovedopgave blev udarbejdet for tøjbrandet VERO MODA på baggrund af mit praktikophold som Digital Marketing og Sociale Medier praktikant. Gennem det daglige arbejde med brandets Instagram- og TikTok-profiler identificerede jeg en kommerciel og brugermæssig udfordring i overgangen fra digital inspiration til selve shoppingoplevelsen. Da standard-links i bio ofte kun kan pege på ét specifikt produkt eller en bred ‘New In’-kategori, opstår der et brud i kunderejsen, hvilket medfører tabt konvertering, når brugere ikke kan finde hele det outfit, en influencer bærer.

For at løse denne problemstilling udviklede jeg en brugercentreret ‘content-to-commerce’-løsning i form af en dedikeret underside til VERO MODA’s webshop. Undersiden fungerer som et samlet, visuelt overblik over brandets influencer-content, hvor kunden med ét klik kan shoppe samtlige styles direkte fra billederne. Med udgangspunkt i brugerbehov, interviews og tests dokumenterede jeg gennem rapportens fire faser, hvordan en mere intuitiv og sammenhængende shoppingrejse kan styrke e-commerce-performance og øge værdien af influencer-marketing. Projektet demonstrerede min evne til at koble praktisk marketing-erfaring med strategisk UX-design og konverteringsoptimering.

3. semester

Specialisering - Design

Afsluttende individuelt eksamensprojekt.

Med afsæt i min specialisering inden for Design/Frontend med fokus på digitalt design, udviklede jeg i dette eksamensprojekt en klikbar app-prototype for Forlaget Gyldendal. Projektets formål var at transformere komplekse, humanistiske fag som filosofi til et engagerende, interaktivt og spilbaseret læringsunivers målrettet børn i alderen 10–14 år. Udviklingsarbejdet tog udgangspunkt i et fiktivt brief og fulgte Double Diamond-modellens ‘Develop’- og ‘Deliver’-faser, hvor der var særligt fokus på faglig formidling i øjenhøjde, visuel identitet og karakterbaseret formidling.

Jeg udarbejdede et komplet, skræddersyet designsystem samt selve prototypen i Figma. Gennem integrationen af pædagogiske gamification-elementer – herunder funktioner som ‘Filosofi Quiz’ og ‘Tankevælger’ understøttet af XP-point, badges og en gennemgående maskotkarakter – lykkedes det at gøre det abstrakte stof nærværende og motiverende. Visse af de grafiske elementer blev dokumenteret og finjusteret i samarbejde med AI-værktøjer for at optimere det visuelle udtryk. Den efterfølgende kvalitative brugertest med fagpersoner bekræftede appens stærke æstetiske appel og pædagogiske formåen.

Projektet blev belønnet med karakteren 12.

Verdant

Gruppe eksamensprojekt med fokus på næredygtigt webdesign

Dette eksamensprojekt fokuserede på krydsfeltet mellem digital æstetik og klimabelastning i modebranchen. Med udgangspunkt i kvalitative interviews med fire selvstændige modebutikker identificerede vi et markant videnshul omkring digital bæredygtighed. For at løse denne udfordring udviklede vi bureaukonceptet ‘Verdant’, som tilbyder CO₂-optimerede, men visuelt high-end web-løsninger til mindre tøjbutikker. Målet var at skabe en platform med et blødt, organisk formsprog, der via formidling, quizzer og cases beviser, at æstetik og grøn ansvarlighed kan gå hånd i hånd. Projektet fulgte Double Diamond-modellen og blev tildelt karakteren 12.

Mine roller:
I implementerings- og designfasen bar jeg et stort ansvar for både det tekniske fundament og den visuelle identitet. Jeg fungerede som teknisk tovholder og stod for at samle og strukturere gruppens samlede kodebase, ligesom jeg selv kodede og udviklede projektets forside med React i HTML5, CSS3 og JavaScript via Visual Studio Code. Derudover var jeg med til at designe websitets animationer i Figma.

På den grafiske side designede og eksekverede jeg størstedelen af det visuelle materiale, herunder det endelige moodboard, style tile, det visuelle logo (i flere versioner), de grafiske baggrundselementer samt en komplet designmanual. For at understøtte projektets kerneværdi om bæredygtighed producerede jeg en intro-video i Adobe Illustrator og After Effects, og jeg stod for den tekniske web-optimering ved at konvertere og komprimere alle mediereference-filer til de bæredygtige WebP- og WebM-formater for at minimere sitets samlede data- og CO₂-aftryk.

Personlig portfolio (denne hjemmeside)

Individuelt eksamensprojekt.

I forbindelse med mit eksamensprojekt udviklede jeg mit personlige online portfolio med det formål at præsentere mine kompetencer, projekter og faglige profil visuelt og professionelt forud for min ansøgning om skolepraktik. Projektet omfattede en fuld design- og udviklingsproces, hvor layoutet først blev udarbejdet i Figma og efterfølgende realiseret i WordPress. Da det var mit første møde med CMS-platformen, valgte jeg at kode og tilpasse sitet med Elementor Pro på baggrund af ‘Hello Elementor’-temaet for at opnå fuld designfrihed.

Et centralt fokuspunkt var det unikke, visuelle udtryk. Jeg tegnede og digitaliserede personlige illustrationer af planter i Adobe Illustrator – herunder en ‘sjælden plante’ som en metafor for mine kompetencer. For at skabe en levende og dynamisk brugeroplevelse udviklede jeg skræddersyede intro-videoer til både forsiden og undersiderne i Adobe After Effects samt klippede grafiske elementer til i Adobe Photoshop. Projektet demonstrerede min evne til at kombinere teknisk webudvikling med avanceret grafisk design og animation.

Det færdige resultat blev belønnet med karakteren 12.

2. semester

London Bar

Afsluttende gruppe eksamensprojekt.

Dette projekt fokuserede på redesign af London Bars hjemmeside med henblik på at optimere brugeroplevelsen for målgruppen i alderen 25-35 år. Målet var at skabe et intuitivt og visuelt tiltalende bestillingsflow, der sikrer gennemsigtighed og brugervenlighed, samt effektivt kommunikerer barens bordpakketilbud. Denne tilgang skulle minimere forvirring blandt potentielle gæster og øge attraktiviteten for den ønskede demografiske gruppe ved at integrere brugercentrerede designprincipper.

Mine roller:
I implementeringsfasen havde jeg ansvaret for centrale designelementer og tekniske aspekter. Jeg reviderede hjemmesidens informationsarkitektur i Figma, hvilket gjorde det muligt at integrere nye designelementer og forbedre brugerflowet, dog uden at ændre for meget efter virksomhedens eget ønske. Desuden programmerede jeg hjemmesidens funktionalitet ved hjælp af HTML5, CSS3 og JavaScript i Visual Studio Code.

*Denne side er ikke længere tilgængelig, da London Bar har henvist sig til os, og sagt at gæster har været inde på vores hjemmeside og udfyldt glemte sager og derefter henvist sig til den rigtige London Bar og brokket sig.

Nippon

Gruppe projekt med fokus på UX/UI.

Dette projekt fokuserede på at udvikle en brugercentreret hjemmeside for den fiktive japansk-inspirerede måltidskassevirksomhed Nippon, med studerende som målgruppe. Formålet var at skabe en brugervenlig og lettilgængelig platform, der tilbyder muligheden for at tilkøbe en færdiglavet Bentobox som madpakkealternativ. Projektet sigtede mod at optimere brugeroplevelsen gennem en intuitiv informationsarkitektur og et strømlinet brugerflow.

Mine roller:
I projektets udførelse havde jeg ansvaret for flere centrale designelementer og tekniske aspekter. Jeg udviklede virksomhedens visuelle identitet ved at skabe logoet og illustrative elementer med Adobe Illustrator. Desuden programmerede jeg hjemmesidens funktionalitet ved hjælp af HTML5, CSS3 og JavaScript i Visual Studio Code. Denne tilgang sikrede, at hjemmesiden var både æstetisk tiltalende og funktionel, hvilket er afgørende for effektivt UX/UI-design

1. semester

ZeroBuzz Brew

Aflsluttende individuelt eksamensprojekt.

I forbindelse med min eksamen på første semester udviklede jeg en hjemmeside for det fiktive ZeroBuzz Brew bryggeri med fokus på at tiltrække en ung målgruppe. Projektet omfattede centrale elementer som et minimalistisk design, attraktive visuelle elementer, emballagedesign og en brugervenlig struktur. Et væsentligt aspekt var implementeringen af et responsivt design, der sikrer optimal brugeroplevelse på tværs af enheder, hvilket er afgørende, da mange brugere tilgår internettet via mobile enheder. Målet var at skabe en effektiv digital tilstedeværelse for ZeroBuzz Brew, der engagerer den unge målgruppe og præsenterer produktet indbydende.

Har du lyst til at høre mere?